ANGST
Angst
I daglig tale bruger de fleste af os ofte samlebetegnelsen ”angst”, når vi taler om det, som egentlig er forskellige angstlidelser. Selv hos læger og psykologer kan man få at vide, at man lider af angst, uden at der hæftes et specifikt og mere præcist navn på angstlidelsen.
Ofte giver det fin mening for den enkelte, og nogle gange er det bare dét navn, man har brug for at kalde det. Men når man søger behandling, vil man ofte – f.eks. på hjemmesider som vores – støde på en masse forskellige betegnelser for angst og kan måske blive i tvivl om, hvilken af betegnelserne, men hører til under, og hvilken betydning, dét har.
Hos os i Praksis for Kognitiv Terapi er du altid velkommen til at henvende dig mhp. behandling eller med spørgsmål, uanset om du har en formel diagnose og dermed et specifikt navn for din problematik, eller du blot mistænker, at den hører under angst-paraplyen.
I Praksis for Kognitiv Terapi diagnosticerer vi ikke, men hvis du har lyst, kan vi godt hjælpe dig med at finde den mest præcise betegnelse for netop din type angst.
Betegnelsen angst dækker over flere forskellige angstlidelser, og hvis du har brug for det, kan din psykolog hjælpe dig med at finde det eller de ord, der beskriver netop din angst bedst
Hos os i Praksis for Kognitiv Terapi er du altid velkommen til at henvende dig mhp. behandling eller med spørgsmål, uanset om du er diagnosticeret med en angstlidelse eller selv mistænker, at du kan have én
Herunder kan du læse en kortere beskrivelse af de angstlidelser og angsttilstande, der oftest henvises til med samlebetegnelsen ”angst”. Under hvert punkt vil du kunne klikke dig videre til en side, der handler specifikt om den pågældende angstlidelse, og her kan du finde endnu mere information om den og om, hvordan den kan behandles.
Mange vil kunne genkende sig selv i flere af beskrivelserne, og det er ganske normalt at høre under flere af dem, uden at det behøver betyde, at man er hårdere ramt.
For at se en komplet oversigt over de problematikker, vi kan arbejde med i Praksis for Kognitiv Terapi, kan du bruge linket her og komme til siden ”behandlingsområder”.
Panikangst
Angstlidelsen panikangst er først og fremmest kendetegnet ved forekomsten af angstanfald (også kaldet panikanfald). Mange mennesker med panikangst har i starten oplevet angstanfaldene som pludselige og uventede og er blevet meget bange for, hvad disse betød. Udover en intens følelse af høj angst, ledsages et angstanfald nemlig ofte af fysiske fænomener som høj puls, kvalme, svimmelhed, soven eller prikken i hænder og fødder, følelsen af åndenød, uvirkelighedsfornemmelse mm.
Disse fænomener er ufarlige, men hvis man ikke har oplevet det før og ikke ved, hvad det kan skyldes, tolker man det måske, som at man er ved at få et hjertestop eller en hjerneblødning, at man er ved at besvime, ikke kan få vejret, eller at man er ved at miste kontrollen over sig selv.
Typisk vil mennesker med panikangst udover selve angstanfaldene udvikle forventningsangst, ofte også omtalt som ”angst for angsten”. Dét er den angst eller bekymring, som kommer inden en situation, som man tænker kan sætte et nyt angstanfald i gang. Som følge af dette udvikler mange enten undgåelse af disse situationer eller finder sikkerhedsstrategier for at kunne tackle dem og føle sig i sikkerhed, hvis angsten kommer.
Du kan følge linket her til vores side om panikangst og læse mere om lidelsen og hvordan, den kan behandles vha. terapi.
Helbredsangst/sygdomsangst
Helbredsangst – nogle gange også omtalt som sygdomsangst – er kendetegnet ved frygten for at være ramt af en alvorlig, ofte dødelig, sygdom.
Når man lider af helbredsangst, vil man ofte opleve, at man enten konstant eller i perioder bliver meget optaget af tanker om, at man kunne være ramt af sygdomme, og bliver meget bange for dette. Mange helbredsangste vil udvikle en meget stor opmærksomhed på de dele af kroppen, hvor de frygter at være syge og dermed fange selv meget små signaler, som frygtes at være tegn på sygdom. Ofte benytter man sig af selvundersøgelser og kommer bevidst eller ubevidst til at monitorere sig selv for symptomer. Mange benytter sig af søgninger på nettet eller via AI for at få be- eller afkræftet deres frygt, ligesom hyppige lægebesøg kan være en strategi for nogle. Andre vil hellere helt undgå lægebesøg af frygt for at få bekræftet deres værste frygt.
Mange mennesker kan genkende dét at have helbredsbekymringer og endda at blive fanget af katastrofetanker om, at ”hvad nu, hvis det er…”, men når man har helbredsangst, overstiger omfanget af angst og bekymringer dét, de fleste mennesker oplever.
Du kan følge linket her til vores side om helbredsangst og læse mere om denne angstlidelse og hvordan, den behandles hos psykologen.
Socialfobi/social angst
Angstlidelsen socialfobi – også omtalt som social angst – er kendetegnet ved angsten for at gøre sig uheldigt bemærket i sociale situationer og dermed blive negativt bedømt af andre. Nogle gange bliver socialfobi forvekslet med ekstrem generthed og forbundet med mennesker, som er stille og tilbageholdende, men man kan også være både talende og udadvendt og stadig lide af socialfobi.
Mennesker med socialfobi oplever ofte bekymringer og angst for, at de på én eller anden måde kommer til at virke påfaldende, pinlige, usikre, anderledes eller lignende overfor andre mennesker, og at disse vil lægge mærke til det og tænke negativt om dem på grund af det. De angstprovokerende situationer kan eksempelvis være at tale foran andre mennesker (række hånden op i klassen, undervise, holde oplæg, præsentere sig selv mm), tale i telefon, gå i butikker og nogle gange blot dét at gå på gaden, hvor andre kan kigge på én. Man kan i disse situationer blive bange for at rødme, ryste på stemmen eller hænderne, sige noget dumt, gå i stå eller på anden vis ”afsløre” sin nervøsitet, og typisk vil man forvente, at andre mennesker så vil tænke negativt og tage afstand fra én. Derfor begynder mange med socialfobi at undgå de angstprovokerende situationer eller udvikler forskellige sikkerhedsstrategier for ikke at blive ”afsløret”. Mange oplever også at overtænke bagudrettet om sociale situationer og bruge lang tid på at bekymre sig om, hvad andre mon efterfølgende tænker om dem.
De fleste mennesker kan genkende angsten for at gøre sig uheldigt bemærket eller blive bedømt negativt, men for mennesker med socialfobi er angsten højere og til større gene pga. omfanget af bekymringer og begrænsninger i ens livsførelse.
Du kan følge linket her til vores side om socialfobi og læse mere om denne angstlidelse og hvordan, den kan behandles ved hjælp af terapi.
Generaliseret angst/GAD
Generaliseret angst kaldes også GAD (fra engelsk: Generalized Anxiety Disorder) og er en angstlidelse, der først og fremmest er kendetegnet ved høj og vedvarende bekymringstendens. Bekymringerne er generaliserede, hvilket vil sige, at de ikke begrænser sig til angst for specifikke områder eller katastrofer men mere er en generel måde at tænke på og kan handle om alt muligt negativt, som kan opstå eller ramme én: Sygdom, død, fyring, skilsmisse, gæld, uheld mm – og sågar bekymringer om bekymringerne selv.
Mange mennesker med generaliseret angst beskriver, at deres bekymringer kører i mange timer hver dag og synes umulige at standse, samt at de har en ”hvis det ikke er det ene, er det det andet”-kvalitet; der er altid noget at være bekymret for, og når én bekymring er lagt ned, begynder tankerne blot at kredse om den næste. Generaliseret angst giver i mindre grad anledning til den meget høje og intense angst, som man ser i bl.a. panikangst, men opleves oftere som en konstant anspændthed og væren på vagt – ofte ledsaget af fysiske spændinger og tegn på nervøsitet.
Generaliseret angst kan ganske tit ses som en underliggende angstproblematik sammen med andre angstlidelser, depression eller OCD, men den kan også stå alene.
Hvis du følger linket her til vores side om generaliseret angst (OBS LINK HER), kan du læse mere om denne angstlidelse og om hvordan, den kan behandles hos en psykolog.
KONTAKT PSYKOLOGERNE I KØBENHAVN ELLER HELLERUP
Vi har fast telefontid mandag til fredag mellem 8-17 i Praksis for Kognitiv Terapi.
Du kan ringe til psykologerne i Hellerup og København K for tidsbestilling eller relevante spørgsmål.
Psykologerne i København K
Telefon: 33 24 24 98
Psykologen i Hellerup
Telefon: 39 77 50 28
OCD
OCD betyder Obsessive Compulsive Disorder – dvs. en lidelse med tvangstanker og tvangshandlinger. OCD involverer oftest angst og er i familie med de andre angstlidelser men samtidig også i sin egen kategori som en tvangslidelse.
Vi nævner dog OCD sammen med de ovenstående angstlidelser, da vi ofte møder mennesker med OCD, hvis læge eller tidligere behandlere kun har brugt betegnelsen angst, eller som ikke selv er vidende om, at deres symptomer er forenelige med OCD. Ganske ofte skyldes dette, at mange ikke har kendskab til bredden af OCD-symptomer og udelukkende forbinder OCD med angst for bakterier og deraf følgende ”rengøringsvanvid”, eller med nogen, der tjekker meget, fordi de er bange for at have glemt noget vigtigt. I realiteten kan tvangstanker dog handle om alle mulige skræmmende scenarier, og eksempelvis er tvangstanker med seksuelt og voldeligt indhold meget almindeligt.
Ligeledes kan tvangshandlinger tage et væld af former fra de fysiske handlinger som vask, tjek og gentagelsesritualer til mentale tvangshandlinger som tællen, remser og bøn – for blot at nævne et lille udsnit.
Det kendetegnende for OCD er, at uanset hvilken tanke, der skræmmer, er der tale om tanker, som alle mennesker kan få, men som den OCD-ramte bliver mere bange for og tager mere alvorligt end de fleste – og at tvangshandlingerne typisk opstår som en strategi til at forhindre det skræmmende i at ske samt til at opnå ro og sikkerhed igen. Efterhånden bliver både tankerne og handlingerne dog mere og mere omfattende og generende for den OCD-ramte, som trods en typisk god indsigt i det unødvendige i angsthandlingerne, ikke kan stoppe dem uden hjælp.
Hvis du følger linket her til vores side om OCD, kan du læse mere om lidelsen, om de mange forskellige tvangstanker og tvangshandlinger samt hvordan, OCD kan behandles vha. kognitiv adfærdsterapi.
Du kan også læse vores artikel om kognitiv adfærdsterapi mod OCD på OCD-foreningens hjemmeside her.
Præstationsangst/eksamensangst
Præstationsangst og eksamensangst er i sig selv ikke betegnelser for egentlige, diagnosticerbare angstlidelser men ord vi i daglig tale bruger om en uforholdsmæssigt stor nervøsitet eller angst i nogle bestemte situationer, hvor de fleste mennesker kender til at være nervøse i lidt mindre grad. Præstationsangst og eksamensangst kan forekomme, uden at man har andre angstproblematikker eller kan ses som ét blandt flere symptomer på en angstlidelse, f.eks. socialfobi eller panikangst.
Centralt i præstationsangst og eksamensangst er frygten for at klare sig dårligt og/eller give et dårligt indtryk i en situation, som går ud på at præstere godt og få sin præstation vurderet. Angsten kan f.eks. give sig udtryk i negative tanker om, at man sikkert ikke kan finde ud af det, at klappen går ned, at man besvimer eller kommer til at græde, at det vil være pinligt, eller at man får kritik eller skældud. På grund af disse forestillinger undgår en del helt at sætte sig i situationer, som involverer dét at præstere eller gå til eksamen, mens andre derimod overforbereder sig eller overpræsterer for at være på den sikre side. Disse strategier kan føre til, at ambitioner ikke bliver indfriet, eller at de indfris med høj belastning og stress til følge.
Hvis du følger linksene her, kan du læse mere om præstationsangst og eksamensangst samt om, hvordan de kan afhjælpes vha terapi.
KONTAKT PSYKOLOGERNE I KØBENHAVN ELLER HELLERUP
Psykologerne i København K
Telefon: 33 24 24 98
Psykologen i Hellerup
Telefon: 39 77 50 28
FAQ – SPØRGSMÅL OG SVAR OM ANGST
Skal jeg vide, hvilken type angst jeg har, for at starte i terapi?
Skal jeg vide, hvilken type angst jeg har, for at starte i terapi?
Du behøver ikke have et mere præcist ord end angst for din problematik, når du henvender dig til psykologerne i Praksis for Kognitiv Terapi. Mange af vores klienter er ikke formalt diagnosticerede med en specifik angstlidelse eller har måske udelukkende fået ordet ”angst” hæftet på deres problematik enten af andre eller gennem egen research. Når vi er i kontakt med dig første gang, vil vi bare gerne vide, om du er har andre problematikker, som kan have betydning for, om vi er de mest kompetente til at hjælpe dig – men hvilken af de forskellige angstlidelser, du eventuelt har, gør ingen forskel; det kan vi blive klogere på, når du starter i terapi hos én af vores psykologer.
Er det normalt, hvis jeg genkender mig selv i flere af angstlidelserne?
Er det normalt, hvis jeg genkender mig selv i flere af angstlidelserne?
Det er helt normalt at kunne genkende sig selv i flere af de her nævnte angstlidelser – de forskellige lidelser har betydelige overlap til hinanden, og man skal huske, at diagnoser er menneskeskabte kasser, som vi benytter til at adskille forskellige slags problematikker, når det er hjælpsomt, og så godt, som vi nu kan på det givne tidspunkt i historien. Mange lapper lidt ind over flere af domænerne, og ”mekanikkerne” i de forskellige angstlidelser minder ofte meget om hinanden. Man kan nemt blive lidt forskrækket, hvis man læser om de forskellige angstlidelser og tænker ”jeg har jo mindst 3 forskellige af dem, jeg må være særligt hårdt ramt”, men i praksis behøver man ikke have det dårligere eller være sværere at behandle end en person, der ”kun” har én af lidelserne. Hvis du har brug for det, vil din psykolog kunne hjælpe dig med at finde den mest præcise betegnelse for netop din type angst.
Kan jeg få en diagnose hos psykologerne i Praksis for Kognitiv Terapi?
Kan jeg få en diagnose hos psykologerne i Praksis for Kognitiv Terapi?
I Praksis for Kognitiv Terapi foretager vi ikke formel udredning og diagnosticering, men da alle vores psykologer har over 20 års erfaring med behandling af angst og OCD, kan du være tryg ved, at vi er hjemme i samtlige angstlidelser og kan vurdere, hvilke metoder og redskaber, som er bedst egnede til at behandle netop din problematik.
Hvor kan jeg læse mere om de forskellige angst-problematikker?
Hvor kan jeg læse mere om de forskellige angst-problematikker?
Hvis du vælger menupunktet behandlingsområder på vores hjemmeside, kan du læse længere og grundigere beskrivelser af de forskellige angstproblematikker samt af, hvordan man arbejder terapeutisk med dem.
ANGST – KOGNITIVE PSYKOLOGER I KØBENHAVN OG HELLERUP
Angst – Klienterne i vores psykolog praksis kommer fra mange dele af København og det Nordkøbenhavnske område bl.a. fra Hellerup, Charlottenlund, Lyngby, Taarbæk, Ordrup, Skovshoved, Klampenborg, Gentofte, København K, Frederiksberg, Vesterbro, Østerbro, Nørrebro, Nordhavn, Amager, Valby, Sydhavnen, m.fl
Psykolog i København
Fokusord: Angst, helbredsangst, psykolog panikangst København, Eksamensangst, psykolog angst, Mette Eline, Susanne, Stine, tæt på søerne, Hellerup, Kognitiv terapi i København
- Psykolog Susanne Egeskov Davidsen
Hellerup - Psykolog Mette Nørgaard
København K - Psykolog Stine Næsted
København - Psykolog Mette Eline Lauritzen
København K

ANGST