ARTIKEL - SPILDER JEG DIN TID?

I en privat psykologpraksis møder vi mange forskellige grunde til, at folk har besluttet sig for at opsøge en psykolog og påbegynde et terapiforløb.  Ganske ofte er begrundelsen, at mennesket, der sidder overfor os, lider under eksempelvis depression, OCD, angst, stress eller måske en kombination af flere af disse lidelser. Der er stærkt generende symptomer tilstede og et presserende behov for at blive fri for disse for at få det bedre. Bevæggrundene for at komme i behandling er tydelige, konkrete og forståelige for de fleste mennesker – her er noget, du lider af og skal af med – og det er godt, at man opsøger behandling for sådanne problematikker, kan alle være enige om.

Andre gange kommer folk dog med en anden motivation og et andet mål med terapien –  eller den opstår undervejs – en motivation, som handler mere om selvudvikling, vedligeholdelse af gode vaner og adfærdsmønstre, opmærksomhed på, om gamle problematikker kravler frem igen eller slet og ret, at det bare føles rigtigt rart en gang imellem at komme over til sin psykolog og læsse af hos én, der måske har fulgt med i ens liv igennem længere tid men som også står lidt udenfor og har en professionels syn på tingene. Nogle starter eksempelvis et forløb efter et behandlingsforløb i det offentlige, hvor de er blevet velbehandlede og har fået det godt igen men ønsker at have et sted, hvor de fokuserer på at fastholde bedringen – eller måske forstå lidt mere om, hvorfor problemet egentlig opstod. Andre starter med at få behandling for en konkret lidelse, men undervejs får psykologen også indblik i alle de andre ting, som fylder i livet, og terapien bevæger sig over mod at handle mere om dem, efter at den oprindelige problematik er færdigbehandlet – og så videre og så videre. En af de mange fordele ved at arbejde i privat praksis er, at der ikke findes nogle kriterier for, præcis hvad vores klienters problemer skal bestå i eller i hvor høj grad, de lider under dem, for at vi kan påbegynde et terapiforløb – faktisk behøver der ikke være noget problem overhovedet! Ethvert ønske om at arbejde med sig selv eller at få talt om noget kan rummes og give mening i vores regi, og det står psykologen og klienten frit for at aftale, hvorhen terapiforløb skal bevæge sig, om der skal skiftes retning, hvor ofte timerne skal ligge etc.

Ganske ofte støder vi dog på, at vores klienter, når de ikke sidder midt i et svært problem, spørger os ”Spilder jeg egentlig din tid? Er det OK, at jeg stadig går her og vil snakke om dét her – selvom jeg jo egentlig har det godt?” Svaret er altid et rungende ”JA!” – selvfølgelig må man gå til psykolog, også når man har det godt, og der ikke er de store problemer at løse. Der er mange gode grunde til at tage sig af sit psykiske helbred, også når det går godt. For eksempel af den grund, at problemer, der kunne vokse sig store bliver taget op og grebet, før der sker – fuldstændigt på samme måde, som når vi får foretaget helbredsundersøgelser hos lægen eller går til screeninger for at se, om der er noget, der ellers kunne vokse sig stort og behandlingskrævende – eller som når vi har børnene til undersøgelser hos sundhedsplejersken eller sågar bilen til syn – alt sammen tiltag, de fleste af os kan være enige om, er vældigt fornuftige. Så hvorfor ikke tage ens psykiske helbred alvorligt på samme måde og forebygge de store problemer, hvor det er muligt?

Derudover kan man jo spørge, om et problem nødvendigvis behøver være stort for at blive taget alvorligt, og for at man skal have lov til at bruge tid på det? Vi har alle sammen små vaner, komplekser, bekymringer, ting, der er svære for os – og selvom de ikke ligefrem gør os syge eller ødelægger vores livskvalitet, får vi det måske nemmere og bedre ved at få luget en smule ud i dem – hvorfor skal det ikke også være en legitim grund til at gå til psykolog?